
BUGI MUSEN 6 uger gammel med sine venner
ideen, navnet, produkterne, farver & tryk, designeren
Bugi blev til, da min søn var baby. Han var selvfølgelig noget ganske særligt, og derfor ville jeg lave noget helt specielt til ham. Som tekstildesigner var det oplagt for mig at arbejde med mønstre og farver.
Jeg trykte sengetøj og bluser til ham.Senere, da han startede i vuggestue, lavede jeg en lille rygsæk med hans navn i striber (den er med i vores sortimentet).Rigtig mange mødre kommenterede tingene og spurgte, om de kunne bestille produkter designet specielt til deres egne børn hos mig. Det var her, idéen tog form.
Jeg opdagede, at der var andre end mig, der gerne ville give deres barn noget særligt og personligt. Jeg begyndte at undersøge produkter og fremstillingsmetoder, så jeg kunne bruge de bedste trykfarver og teknikker.
Hver gang andre købte en dyr håndtaske eller et par lækre sko, købte jeg en ny printer – også fordi jeg nok er lidt af en teknik nørd.
De seneste par år har jeg arbejdet på at teste mønstre, produkter og teknikker, og nu er det hele endelig faldet på plads. Jeg tror, alle småbørn i min omgangskreds har været testpersoner og ejer forskellige produkter med deres navn på.
Det er spændende endelig at kunne tilbyde personlige produkter til andre udenfor min egen cirkel. Nu kan jeg dele den glæde med andre, det er at give sine børn noget helt unikt.
Idéen til at lave personligt design til børn udspringer fra min søn. Han har med stor interesse fulgt med i alle sin mors forsøg og har desuden testet både tøj, tasker og bamser.
Jeg synes, det hele hører rigtig meget sammen med ham, og derfor var det helt oplagt for mig at opkalde denne webshop efter ham. BUGI MUSEN eller BUGI er hans kælenavn, så mit nye eventyr er kommet til at hedde BUGI.
Han er i øvrigt rigtig stolt af, at hans mor laver noget, der er opkaldt efter ham, og han synes, det hele er rigtig spændende, selv om han kun er 4 år.
Produkterne på BUGI er en blanding af beklædning og andre produkter, som jeg synes er flotte, sjove eller super praktiske.
Fordi mit udgangspunkt har været min egen søn, har jeg lagt vægt på, at de skal være i god kvalitet. Trykfarver og teknikker skal være i top, og det samme skal de øvrige materialer.
Alt bomuldstøjet er enten økologisk eller certificeret efter den internationale Øko-Tex mærkningsordning, og det er fremstillet på en fabrik i Tanzania i Afrika. I babysættene er alle dele ubleget økologisk bomuld.
Alle produkter er digitale tryk med vandbaserede farver.
Det er kun via denne nyeste teknologi indenfor tekstilfremstilling, digitaltryk, at det er muligt at trykke individuelle og personlige produkter i mindre oplag, som BUGI gør.
Desuden bruger de digitale trykmetoder meget lidt trykfarve, da de sprøjtes ned over stoffet uden at røre det, i modsætning til traditionelle trykmetoder, hvor farven presses ned i stoffet. Det betyder, at den digitale trykmetode med et langt mindre farveforbrug er bedre for både forbrugeren og miljøet.
Nogle vil måske synes, at printet på bomuldsvarerne får et lidt andet udtryk, end de er vant til. Overfladen kan forekomme en smule støvet. Det skyldes, at de små fibre i bomulden ikke er holdt nede af en gummiholdig trykfarve. Ligeledes står farver aldrig helt så klare på ubleget økologisk bomuld som på kunstigt bleget materiale. Til gengæld er det langt det bedste for både miljø og baby, at stoffet er ubleget, ogderfor har jeg valgt at trykke vores babypakker på det.
Vaskeanbefaling for samtlige textiler: 40 °c med vrangen ud af.
Jeg er uddannet tekstildesigner fra Danmarks Designskole og videreuddannet i to år på Arkitektskolens Afdeling for Møbel og Rum. Mine håndtrykte tekstiler i specielle teknikker og senere mine digitalt designede og trykte tekstiler har været vist i en snes internationale designbøger og på diverse udstillinger rundt om i verden.
Der hænger blandt andet et af mine stoffer i Kunstindustrimuseets permanente design udstilling. Jeg har tidligere modtaget arbejds- og rejselegater fra en række private fonde samt fra Statens Kunstfond og Kulturministeriet.
Efter endt uddannelse fik jeg job i et trend-bureau i New York og flyttede til USA. Min primære grund til at flytte var at lære brugen af computerteknologi indenfor mit fag. Det endte med at blive 9 meget spændende og lærerige år for mig i tekstilindustrien i USA - først 2 1/2 år i New York og derefter 6 1/2 år i San Francisco.
Jeg har udført designopgaver for store firmaer som Walt Disney, Coca Cola og Esprit, ligesom jeg har udviklet digitale mønstre for fiberfirmaet Dupont og teknologimagasinet Wired. Sideløbende har jeg fulgt udviklingen indenfor digital tekstilprint tæt, for jeg synes det er rigtig spændende.
Dertil har jeg undervist og holdt workshops på designskoler bl.a. i USA, Island, Norge og flere steder i Danmark.
Siden jeg flyttede tilbage til Danmark, har jeg eksempelvis designet en rækkelampeskærme for Le Klint og dekorationer for Menu. De seneste par år har jeg stået for efteruddannelse af designere samt undervist i mønsterdesign og digital tekstilprint på designskolen KEA design/business i København.
Jeg håber, produkterne på BUGI vil skabe samme glæde omkring dig, som de stadig gør for mig og mine nærmeste.
De bedste BUGI hilsener

Helle Abild

BUGI MOR og BUGI MUSEN Foto: Mikkel Tariq Khan/ POLFOTO